Artikel fra Kristelig Dagblad den 25. september 1995

Patmos fejrer Johannes Åbenbaringen

Et symposium om den truende miljøkatastrofe er et af de arrangementer, der markerer, at det er 1900 år siden, at Johannes i syner modtog Åbenbaringen

AF HELGE JØRGENSEN

På Herrens dag den 26. sep­tember for 1900 år siden op­ holdt evangelisten Johannes sig i en grotte på den græske ø Patmos. Udsigten kan ikke have været andet end, smuk. Men det var et helt andet syn, der bjergtog ham hin tidlige efterårsdag.

Her så og ikke mindst hørte han, hvad der senere skulle blive den afsluttende og mest mystiske af bøgerne i Det Nye Testamente – Åbenbarin­gen. En fremtidsvision om Babylons – og det vil sige ver­dens undergang. En under­gang, som kun de troende vil overleve.

Og det er denne domme­dagsprofeti, der i denne uge markeres på Patmos.

Den Græsk Ortodokse Kirke har indkaldt til et symposi­um om den truende miljøka­tastrofe. Deltagerne skal ud­ fra et rent videnskabeligt og et teologisk syn diskutere, hvordan holdningen til den natur, vi alle er afhængige af, kan ændres.

I komiteen, der leder mø­ det, sidder blandt andre FNs generalsekretær Boutros Boutros-Ghali, EU-kommis­ sionens formand Jaques San­ter USAs vicepræsident Al Gore og Sydafrikas ærkebi­skop Desmund Tutu. Desu­den er World Wide Fund for Nature med Prins Philip i spidsen også med.

Symposiet finder i disse dage sted på et skib, hvis rute er fastlagt til at gå fra Athen via Istanbul, Kusadasi, Efesus, hvor Johannes’ gravfindes, til Patmos.

Når komiteen har valgt at bruge et skib som mødested, er det inspireret af en linie i Åbenbaringen, hvor det hed­ der, at en trediedel af vandet blev til malurt, så mange mennesker døde af vandet, fordi det blev bittert (kap. 8, 11).

Og mødet finder desuden sted på et tidspunkt, hvor mil­jøaktivister beskyldes for at overdramatisere de farer, der truer, hvis forureningen af verdens have ikke stoppes.

Økologi er heller ikke et fremmed begreb for de orto­dokse præster på Patmos. Så­ledes fortælles det om mun­ken Amphilochios, der døde i 1970, at han ofte pålagde de bønder, der skriftede som bod at plante et træ, fordi som han sagde:

– Den der ikke elsker træer­ne, elsker ikke Kristus.

Paveligt afbud

Men på trods af at Domme­dag måske er tættere på end de fleste håber, bliver 1900-året fejret på mange andre måder.

Den Græsk Ortodokse Kir­ke har inviteret alverdens kir­keledere til Patmos. Men det Men det mest prominente afbud kom­mer fra Paven i Rom. Og der er skuffelse blandt øens bebo­ere og arrangørerne over, at lederen af verdens mest magt­fulde kirke ikke kommer til stede.

Så sent som i sidste uge havde arrangørerne ikke et samlet overblik over, hvem der kommer. Det fortalte Despina Vakratsi til Kristeligt Dagblad.

Til gengæld oplyste hun, at USAs førstedame Hillary Clinton overvejer at komme. Endvidere afvikles der i den­ne tid en række konferencer over de teologiske aspekter i Åbenbaringen.

Patmos har gennem hele sommeren sydet af forskellige aktiviteter i form af adskil­lige kunstudstillinger og digt­oplæsninger. De medvirkende har ikke kun været græske kunstnere, der har været del­tagelse både fra resten af Eu­ropa og USA.

Blandt andet var der i forri­ge uge premiere på den tyske instruktør Barbara Hoffmanns fortolkning af Åbenbaringen.

Stykket, der blev opført både på græsk, tysk, fransk og en­gelsk, blev spillet på en klip­pe i den sydlige del af øen.

Øen har også myldret af både græske og udenlandske pilgrimme som for eksempel en fransk klostorden.

– Det hele kulminerer i morgen både i ogudenfor de bygninger, der indkapsler grotten, fortæller Despina Vakratsi. Der bygget en scene, hvor blandt andre den græske kunstner Irene Pappa optræder. Desuden giver det bulgarske kor Le Mystere des Voix Bulgares koncert i selve grotten.

Dette kor gæstede Dan­mark i foråret og gav en ræk­ke meget roste koncerter i Marmorkirken i København.

Når så mange udenlandske kunstnere har fundet vej til Patmos skyldes det den helt specielle atmosfære, øen rum­ mer. Allerede ved indsejlin­ gen mødes den rejsende ved nattetide af et meget smukt syn. På højre side lyser et blåt kors på en klippetop og på den anden knejser Johannes­ Klosteret på toppen af bjer­get. Belyst fra alle sider.

Ånden på Patmos

I land er det næsten umuligt at gå ret mange skridt hver­ken i by eller på land uden at støde på en kirke eller et klo­ster.

Grundstenen til dette myl­der og den specielle ånd, blev grundlagt ti I bage i I 088, da præsten Christodoulos bygge­de Johannes-klosteret. Det skete på det sted, hvor der tid-ligere lå et tempel for den græske gudinde Artemis. Klosterets bibliotek rummer i dag en lang række gamle kristne håndskrifter. Den teo­logiske skole på øen nyder stor anseelse i den ortodokse verden.

Når al den religiøse aktivi­tet er samlet netop på Patmos, skyldes det, at øen i den orto­dokse verden betragtes som det næsthelligste sted efter Je­rusalem. For her trådte Her­ ren ned på jorden for anden gang, da han åbenbarede sig for Johannes.

16 måneder

Alt det nye oplevede Johan­nes selvfølgelig ikke, da han kom til øen fra Efesus, hvor han virkede. Han var blevet forvist af den romerske kejser Domitian på ubestemt tid.

I stedet for at lade sig slå ud af kejserens dom tog den 100 år gamle Johannes straks fat på at forkynde Guds ord for øens beboere. Og det lyk­kedes ham i løbet af få måne­ der at omvende og døbe mange patmianere. Stedet hvor Johannes døbte kan stadig ses ved havnen.

Under det der skulle blive et 16 måneder langt ophold tilbragte Johannes en stor del af tiden i klippegrotten, der ligger en halv times gang fra havnen. Han var her sammen med sin discipel Prochorus. Og det var ham, der senere nedskrev åbenbaringen for den gamle mand.

Da Herren viste sig for Jo­hannes den søndag skete det med så stor en kraft, at loftet i grotten slog revner. Ved ud­gangen til bjerget dannedes der en tre-deling. Den symboliserer Treenigheden. Og hvis man prøver at stikke fingrene ind i samlingspunktet for rev­nerne kan det kun lade sig gøre at få tre fingre ind.

Desuden ses Johannes hvi­lested i grotten samt det na­ turlige skrivebord Prochorus brugte til at nedfælde Åben­baringen ved.

I dag er grotten indrettet som en lille kirke. Desuden er der udenpå den bygget en an­den kirke. Og her er det igen klosterbyggererenChristodou­los, der er bygherren. Denne lille kirke er indviet til Jomfru Marias moder Anna.

Efter løsladelsen.rejste Jo­hannes tilbage til Efesus, hvor han virkede til sin død nogle år senere.

86-årige købmand Christen Folmer gennemcyklede Ærø som 16-årig og tog billeder af stort og småt. Og nu er de mange lysbilleder overført til papir og vises på en imponerende udstilling resten af sæsonen på Søbygaard. Foto: Helge Jørgensen

Søby: Optakten til mødet mellem journalist og fotograf lyder:
– Kan vi mødes lørdag klokken 12 på Søbygaard, spørger journalisten fotografen.
– Nej det har jeg sørme ikke tid til, for der er mange kunder i butikken på det tidspunkt, svarer fotografen journalisten.
Men det lykkes alligevel hen på lørdag eftermiddag at sætte den 86-årige fotograf i stævne i nordfløjen på Søbygaard, hvor 200 af Christen Folmers billeder folder en historie ud om livet på Ærø i 1940’erne.
Billederne ikke noget særligt – og alligevel jo. De er unikke, fordi de er lysbilleder optaget i 1942. Et tidspunkt, hvor det var svært at få fat i film, og fotografen var bare 16 år.
– Jeg er vel arveligt belastet.
Min far var barber men tog også billeder, så det kom den vej, fortæller Christen Folmer.
– Jeg fulgte meget interesseret, at tyskerne og amerikanerne sloges om at komme først med en farvefilm.
Christen Folmer har taget billederne på et Agfa Carat kamera, hvor der var plads tilen kassette med 12 optagelser.
– Vi skulle have det hele på fornemmelsen. Der var ingen afstandsmåler. Der var ingenting, så det er utroligt, at de er blevet rimeligt belyst alle sammen. Heldet må jo have været med mig, fortæller Christen Folmer.
Christen Folmer optog alle billederne på Agfa-film, for der var ikke andre at få. Og så kunne det endda være svært.

– Agfa producerede jo til værnemagten,så der var ikke altidnogle at få. Jeg måtte af sted til København
for at købe filmene, og somme tider tog jeg til Tyskland. Jeg prøvede også at få fat i Kodak-film gennem sømænd, der skulle til Venezuela efter olie, men det lykkedes aldrig, fortæller han.
Billedserien ”Sol over Ærø”, som den hedder, tog sin begyndelse ved, at Christen Folmers moster kom cyklende fra København for at se øen.
– Jeg havde lige sluttet skolen med præliminæreksamen og havde fri den sommer, inden jeg skulle i lære. Så jeg fik tjansen at vise hende Ærø. Og vi cyklede alle vegne hen.
På de ture tog han så alle de billeder af Ærø.
På spørgsmålet, om Christen Folmer var den første på Ærø, der optog farvelysbilleder, bliver han lidt usikker.
Der var vist et par andre, der også fotograferede.
Christen Folmer har siden hen taget mange lysbilleder på sine rejser både herhjemme og i udlandet.
Det var en henvendelse fra museumsinspektør Mikkel Kühl i 2012, der har resulteret i udstillingen, hvor alle billederne er blevet digitaliseret.
Fotografen takker af med håbet på museets vegne, at mange ser udstillingen.

On a small Danish island there is only a sermon three times during a two year period.
These images are from a trip to the island with the vicar and some members of the church community from the larger island 45 minutes away.

Birkholm har fået sig en ny præst i år

■ AgnesHaugaard fra Bregninge-Søby Sogn har overtaget hvervet som gudstjenesteholder på Birkholm – i går var det første gang.

Birkholm: Søndagen er regnfuld, og det er ikke lige det vejr, der står på ønskesedlen til en tur til Birkholm. Men vinden er ydmyg, og Monica Fabricius styrer sikkert den forholdsvis nye Birkholmpost fra havnen i Marstal til den lille havn.

Og det er også vigtig, da passagerlisten tæller betydelige personer som sognepræst Agnes Haugaard og kirketjener Simon Jønsson Winberg.

Agnes Haugaard, der betjener Bregninge og Søbykirker, er på sin første tur til Birkholm for at forestå høstgudstjenesten.

– Jeg har overtaget efter Anders Hauge, men om det bliver mig alene fremover, ved jeg ikke endnu. Det har vi ikke aftalt præcist mellem os præster på Ærø, fortæller hun.

Anders Hauge var præst i Marstal og var ham, der for en år tilbage begyndte at hold gudstjenester på Birkholm.

Mens det er Agnes Haugaards første tur i embedsmedfør til Birkholm, har kirketjener Simon Jønsson Winberg været med rigtig mange gange gennem årene.

– Der holdes tre gudstjenester på to år, forklarer kirketjeneren.

– Der er en høstgudstjeneste, som den i dag. Så kommer der en påskegudstjeneste og endeligt en til jul. Og sådan er rutinen.

Gennem digerne

Sikkert styret i havn begiver den lille flok, der også består af fire sognebørn fra Bregninge-kanten, sig den korte vej gennem øens to digerækker og ind i landsbyen.

På turen passeres skolen med den røde postkasse, der som skiltet viser tømmes af landspostbuden, dernæst rundes gadekæret inden flokken trækker indenfor i tørvejr og varme.

I den lyse lune sal er der gjort kaffebord klar tillige med et lille bord med hvid dug, der er dagens alter.

Efterhånden som klokken nærmer sig gudstjenestetidspunktet, dukker flere og flere op. Til sidst, da Agnes Haugaard indleder den kirkelige handling, er der en snes kirkegængere samlet.

Agnes Haugaard taler over en tekst fra Johannes-evangeliet om Nathanaels umiddelbare tro på Jesus. En prædiken der også kommer til netop at handle om tillid og svig.

Efter gudstjenesten er der hjemmelavede boller og brunsvier – begge dele bagt af Tine Mørk-Pedersen, der sammen med gemalen Jesper står for driften af det fine gamle forsamlingshus. De to mødte i øvrigt hinanden, da hver deres forældrene ophav købte hus på øen tilbage i 1970’erne.

Under kaffebordet, hvor der også serveres en lille skarp, snor talen sig rundtom mange emner, og selvfølgelig runder den også de ærøske færger. Det volder nemlig bekymring, at der nu er så lang vej fra Fyn til Birkholm via Ærø.

Brødrene

Morten Mortensen har sammen med broder Frede boet på Birkholm altid. Men Morten Mortensen er ved at gøre sig klart, at han nok en dag må sige farvel til øen.

– Jeg er jo ved at blive gammel. Runder de 73 i november, så på et tidspunkt er jeg nok nødt til at flytte, siger han uden hørligt vemod i stemmen.

– Men jeg vil bo et sted, hvor jeg kan se vandet. Ikke noget med inde i landet. Og så skal jeg også kunne fiske lidt, når jeg har lyst.

Hvornår det bliver, vides ikke. Men senere denne søndag skal de to brødre ud og se, om der er ål. For de to fisker fortsat efter både ål og rejer og leverer til bl. a. Bendixen i Svendborg.

Samtalen rundt kaffebordet stilner langsomt af. Tiden er inde til andre gøremål for Birkholm-boerne. Og det samme er den for præsten og hendes lille følge. Et følge hvor de fleste først lige denne søndag i oktober har været på Birkholm.