Artist Statement — Helge Jørgensen

Min far gav mig mit første kamera i 1966, et Kodak Instamatic 50, og den eneste lektie, han gav mig med på vejen, var én sætning: kom tæt på. Den sætning har fulgt mig lige siden – gennem årtier, hvor kameraet nogle gange lå fremme og nogle gange blev lagt væk, men aldrig helt forsvandt fra min måde at se verden på.

Jeg holdt faktisk op med at fotografere i starten af 1980’erne. I en periode fandt jeg andre måder at udtrykke mig på, primært gennem skrift – jeg studerede journalistik og arbejdede som journalist i mere end 15 år. Men blikket for et billede forsvinder ikke, bare fordi kameraet lægges ned. Da jeg vendte tilbage til fotografiet, var det med den samme grundregel, min far havde givet mig: gå tæt på mennesker, situationer, øjeblikke.

Det er den regel, der driver mit arbejde med gadefotografi. Jeg færdes med kameraet som en, der lytter mere end den, der iscenesætter – jeg venter på det øjeblik, hvor en tilfældig gade, en krop i bevægelse eller et ansigt i forbifarten pludselig samler sig til noget, der er værd at fastholde. Street-billederne handler ikke om at dokumentere et sted, men om at fange en spænding, en gestus, et sammenfald af lys og mennesker, der kun findes i det ene sekund. Som jeg selv har formuleret det: jeg låner billeder og stemninger fra verdens indbyggere i en brøkdel af et sekund.

Ved siden af gadefotografiet løber en anden, mere personlig tråd i mit arbejde: musikken. Musik har fulgt mig, siden jeg var ganske lille. Et af mine tidligste minder er lyden af min far, der satte en plade på – og den lyd har aldrig sluppet mig igen. *Songs Inside My Head* er resultatet af den sammenfiltring mellem musik og billede: en billedserie, hvor hvert foto er landet med en sang hængende ved sig, som om kameraet og pladespilleren deler samme hukommelse.

Koblingen opstår aldrig planlagt. Nogle gange melder sangen sig i samme øjeblik, jeg trykker på udløseren. Andre gange dukker den op langt senere, mens jeg sidder ved skærmen og efterbehandler et billede, der pludselig folder sig ud til noget mere end blot et motiv. Man kan sige, at billederne i serien er glimt af min indre pladespiller – et anlæg, der i årtier har lagret sange på hjernens harddisk, og som af og til, uden varsel, sætter en nål ned midt i en optagelse.

Det er ikke illustrationer af sangtekster eller forsøg på at genskabe en stemning fra et album. Det er noget mere flygtigt og personligt: et fotografi, der af sig selv rammer den samme frekvens som en bestemt sang, og hvor de to ting derefter ikke længere kan skilles ad. Titlerne på billederne er sangtitler – fra Pink Floyd, David Bowie, Paul Simon, The Beatles, Marvin Gaye, Leonard Cohen og mange andre – ikke som pynt, men som den nøjagtige nøgle til, hvordan billedet opstod i mit hoved.

Jeg arbejder i dag næsten udelukkende i sort/hvid, en vane der stammer helt tilbage fra dengang farvefilm var en bekostelig luksus, og fra utallige timer i mørkekammeret med at finde den rette fremkaldertid. I dag fotograferer jeg med iPhone og en kompakt Fujifilm eller Ricoh, og redigerer digitalt – men bortset fra virkemidlerne er tilgangen den samme, uanset om jeg er ude på gaden eller lytter efter en sang: at holde øje med de øjeblikke, hvor verden pludselig spiller en melodi eller viser et ansigt, jeg genkender.

Street-fotografiet og *Songs Inside My Head* er derfor ikke to adskilte projekter, men to sider af samme instinkt – begge dele handler om at komme tæt på og fange noget flygtigt, før det forsvinder igen. Det ene retter blikket udad mod fremmede mennesker og gadens tilfældigheder. Det andet retter blikket indad, mod den indre pladespiller, der i årtier har lagret sange på hjernens harddisk, og som af og til, uden varsel, sætter en nål ned midt i en optagelse, mens jeg fotograferer eller redigerer et billede.

*Songs Inside My Head* startede som en samling billeder koblet med YouTube-klip på min hjemmeside og er siden vokset til en fysisk udstilling. Ligesom mit arbejde med gaden og menneskene i den, er serien stadig i bevægelse – den bliver aldrig helt færdig med at spille.

— Helge Jørgensen