86-årige købmand Christen Folmer gennemcyklede Ærø som 16-årig og tog billeder af stort og småt. Og nu er de mange lysbilleder overført til papir og vises på en imponerende udstilling resten af sæsonen på Søbygaard. Foto: Helge Jørgensen

Søby: Optakten til mødet mellem journalist og fotograf lyder:
– Kan vi mødes lørdag klokken 12 på Søbygaard, spørger journalisten fotografen.
– Nej det har jeg sørme ikke tid til, for der er mange kunder i butikken på det tidspunkt, svarer fotografen journalisten.
Men det lykkes alligevel hen på lørdag eftermiddag at sætte den 86-årige fotograf i stævne i nordfløjen på Søbygaard, hvor 200 af Christen Folmers billeder folder en historie ud om livet på Ærø i 1940’erne.
Billederne ikke noget særligt – og alligevel jo. De er unikke, fordi de er lysbilleder optaget i 1942. Et tidspunkt, hvor det var svært at få fat i film, og fotografen var bare 16 år.
– Jeg er vel arveligt belastet.
Min far var barber men tog også billeder, så det kom den vej, fortæller Christen Folmer.
– Jeg fulgte meget interesseret, at tyskerne og amerikanerne sloges om at komme først med en farvefilm.
Christen Folmer har taget billederne på et Agfa Carat kamera, hvor der var plads tilen kassette med 12 optagelser.
– Vi skulle have det hele på fornemmelsen. Der var ingen afstandsmåler. Der var ingenting, så det er utroligt, at de er blevet rimeligt belyst alle sammen. Heldet må jo have været med mig, fortæller Christen Folmer.
Christen Folmer optog alle billederne på Agfa-film, for der var ikke andre at få. Og så kunne det endda være svært.

– Agfa producerede jo til værnemagten,så der var ikke altidnogle at få. Jeg måtte af sted til København
for at købe filmene, og somme tider tog jeg til Tyskland. Jeg prøvede også at få fat i Kodak-film gennem sømænd, der skulle til Venezuela efter olie, men det lykkedes aldrig, fortæller han.
Billedserien ”Sol over Ærø”, som den hedder, tog sin begyndelse ved, at Christen Folmers moster kom cyklende fra København for at se øen.
– Jeg havde lige sluttet skolen med præliminæreksamen og havde fri den sommer, inden jeg skulle i lære. Så jeg fik tjansen at vise hende Ærø. Og vi cyklede alle vegne hen.
På de ture tog han så alle de billeder af Ærø.
På spørgsmålet, om Christen Folmer var den første på Ærø, der optog farvelysbilleder, bliver han lidt usikker.
Der var vist et par andre, der også fotograferede.
Christen Folmer har siden hen taget mange lysbilleder på sine rejser både herhjemme og i udlandet.
Det var en henvendelse fra museumsinspektør Mikkel Kühl i 2012, der har resulteret i udstillingen, hvor alle billederne er blevet digitaliseret.
Fotografen takker af med håbet på museets vegne, at mange ser udstillingen.